?????????????

Hav orden i papirerne og styr på juraen

Da Sparringspartnerne og Slagelse Erhvervscenter den 23. november satte fokus på salg på nettet, fortalte Torsten Hylleberg fra Advokaterne Lund Elmer Sandager om, hvilken jura man skal tænke ind i sin webshop fra begyndelsen.

”For webshops er hurdlerne i regler for ophavsret, markedsføring og persondata,” siger Torsten og forklarer, at i Danmark gælder ophavsbeskyttelsen automatisk for fx tekster på internettet. Websider kan også ophavsbeskyttes, hvis de er unikke, dog skal man have papirerne i orden.

”Hvis du har en underleverandør af websiden, skal du have papir på, at siden er din. For ellers er det denne person, der har ophavsretten,” forklarer han.

Webshoppens markedsføring skal være i henhold til markedsføringsloven og god markedsføringsskik. Det betyder fx, at du skal have kundens accept, før du markedsfører direkte via nyhedsbreve.

”Persondataloven skal du være meget opmærksom på, da overtrædelser kan give meget store bøder, som nemt kan sætte et mindre firma i stå,” fortæller Torsten.
Alt, der kan identificere en person, fx navn, adresse, e-mail, fingeraftryk, bilnummer og meget mere, må ikke lægges offentligt frem. Specielle regler gælder om overførsel af data til andre lande. Ved databrud skal der sendes en rapport til datatilsynet indenfor senest 72 timer med beskrivelse af planlagt udbedring.

”Mit råd er, at du skal slette informationer, der ikke længere skal bruges typisk efter fem år i forhold til regnskabsloven. Det frigør plads på din server og nedsætter risiko for, at oplysninger kan slippe ud til uvedkommende,” siger Torsten.