Sparringspartnerne var en del af lækkerierne, da Slagelse Erhvervscenter inviterede til deres årlige erhvervskonference, Appetit på fremtiden, tirsdag den 24. marts 2015, på Comwell Campus Klarskovgaard i Korsør.

Der var lagt op til en dag med spændende oplæg fra nogle af erhvervslivets store profiler og formålet var at informere og inspirere til hvordan vi i fremtiden skaber bedre vilkår og mere vækst i dansk erhvervsliv.

Danmark har for små ambitioner
Martin Ågerup fra CEPOS gav et kritisk indblik i hvad der skal til for at styrke dansk økonomi. Han lagde hårdt ud med en kritik af et Danmark, hvor ambitionerne er alt for lave. Ifølge tal fra CEPOS er Danmark 40% fattigere end Singapore og der skal en konstant vækstrate på 4% til for at kunne indhente Singapore i 2030. Ifølge Ågerup skal vækst skabes ved at øge den økonomiske frihed for virksomheder og mindske den offentlige sektor.

Vækste eller sælge?
Mange kan lide at starte virksomheder op, men ikke alle har lyst til at drive det til noget stort. Men hvad så, hvis man ikke har lyst til at vækste? Tidligere TRYG-direktør Stine Bosses anbefaling var klar: Sælg virksomheden og start noget nyt! Der kan også være behov for at inddrage medarbejdere eller en professionel bestyrelse, som kan hjælpe med at varetage de virksomheder, som har vækstambitioner. Man skal turde give slip og give ansvaret videre, så der er plads til at fokusere på det vigtige: kunderne. Store virksomheder er i risiko for at skabe distance til kunderne, og der kan de lære af SMV’erne, hvor nære kunderelationer er en vigtighed, man er langt mere afhængig af og opmærksom på.

Netværket er ressourcer – ikke konkurrenter
Erhvervsdirektør i Business Kolding, Tommy Langhoff, var inviteret til at fortælle hvordan erhvervslivet trives i trekantområdet. Business Kolding er omdrejningspunkt for et godt samarbejde mellem kommune og erhvervsliv, og ifølge Langhoff er opskriften, at netværket opfattes som ressourcer frem for konkurrenter. Derfor samarbejder Kolding med de omkringliggende erhvervsservice-centre, i det de kalder BusinessTrekanten. Det gode samarbejde er en af de ting Sparringspartnerne også lægger stor vægt på i det erhvervsfremmende arbejde.

En buffet af lækkerier
Foruden de tre oplæg var der opsat ’buffeter’ hvor deltagerne kunne få inspiration, råd og vejledning om bl.a. innovation, internationalisering og vækst. Sparringspartnerne stod klar i ’Vækstbuffeten’ og talte med forskellige deltagere fra Vestsjællands erhvervsliv og vi kom i kontakt med en ny potentiel sparringspartner.
Som en passende afslutning på den appetitlige dag blev der serveret en velsmagende frokostbuffet for deltagerne.