Lancering-3

Sparringspartnerne er nu også i Jylland

Nyt samarbejde sætter fokus på vækst i mindre virksomheder og betyder, at Sparringspartnernes aktiviteter med at yde kompetent sparring til iværksættere og vækstvirksomheder nu udbredes til Jylland.

Projektet blev startet formelt i starten af 2018. Opbygningen af sparringspartner netværket med lokale folk startede i begyndelsen af april 2018. I september 2018 har netværket 20 medlemmer. Alle er erhvervsledere med store kompetencer indenfor en lang række fag områder. Det er et korps af tunge erhvervsfolk.

De første af tre onboarding møder blev afholdt ultimo maj og det sidste medio august 2018. Derefter blev de 20 sparringspartnere fordelt på 24 virksomheder alle i Randers området. Virksomheder er vidt forskellige og repræsenterer et bredt udsnit af dansk erhvervsliv.

Sparringspartnernes formand er med ved det første møde med virksomhederne sammen med den ansvarlige sparringspartner for at gennemgå proceduren omkring etiske regler og rapportering. De første seks møder blev gennemført ultimo august og fortsætter ultimo september 2018. Midt oktober er alle blevet besøgt, og tanken er at gennemføre et midtvejs konference ultimo marts 2019 for at evaluere resultaterne af de første fem-seks sparringsbesøg.

Vækstledelse for fremtiden er et forskningsprojekt, som afsluttes til august 2019. Igennem hele forløbet er der fem indlæringsmoduler, som relaterer til virksomhedernes behov.

Vækstledelse for fremtiden er udtænkt af professor Mette Neville med velvillig assistance af erhvervsdirektør Jens Enevold Kristensen fra Erhverv Randers og Niels Buchholst, formand for Sparringspartnerne. Programmet udføres af Nils Wegener fra 360 Sprint, som med stor dygtighed gennemgår Business Model Canvas for alle virksomheder, som deltager i projektet. Udgangspunktet er dermed det samme for alle. Derefter udarbejder Tove Brink, lektor på Syddansk Universitet, personprofiler og organisationsforhold med de enkelte deltagere. Alt bindes sammen på professionel vis af Jeannette Brogaard, som er tilknyttet Århus Universitet for dette projekt.

Det skal tilføjes, at professor Mette Neville er leder af Center for Små og Mellemstore Virksomheder på Århus Universitet. Mette var ansvarlig for en succesfuld gennemførelse af det treårige forskningsprojekt Vidensforum i samarbejde med PWC, Nykredit og Århus Universitet.

Oplysninger om programmet fra lanceringen i foråret 2018:

Med et samlet budget på 2,8 mio. kr. sætter Randers Kommune, Erhverv Randers, Center for Små og Mellemstore Virksomheder på Aarhus BSS og Sparringspartnerne nu fokus på at skabe vækst i ejerledede SMV’ere i Randers. Projektet hedder ”Vækstledelse for fremtiden” og virksomhederne kan allerede nu tilmelde sig.

Små og mellemstore virksomheder (SMV’er) udgør den største andel af virksomheder i Randers. SMV’ernes indflydelse på vækst og beskæftigelse i Randers er derfor helt afgørende. Det er baggrunden for samarbejdet mellem Randers Kommune, Erhverv Randers, Center for Små og Mellemstore Virksomheder på Aarhus BSS (Aarhus Universitet) og Sparringspartnerne.

”Det er meget vigtigt, at vi som kommune bestræber os på at lave projekter sammen med erhvervslivet, som vi ved virker. Og det er ligeså vigtigt, at metoderne og resultaterne i et erhvervsfremmeprojekt kan bruges efterfølgende af andre, så det kommer flere virksomheder til gavn. Jeg er overbevist om, at det her SMV-projekt kommer til at leve op til de krav,” siger borgmester Claus Omann Jensen.

Projektet er et intensivt udviklingsforløb for 25 virksomheder i halvandet år med fokus på, hvordan man som leder kan identificere og realisere virksomhedens vækstpotentiale. Projektet bryder med den konventionelle tilgang til erhvervsfremme ved at koble den nyeste forskning om virksomhedsledelse med praktisk sparring fra højt kvalificerede mentorer fra andre virksomheder og tilbyder så den samlede pakke til SMV’er, der vurderes til at have et markant potentiale for vækst.

Projektet ”Vækstledelse for fremtiden” er en videreudvikling af en vækstmodel, som er tryktestet af 24 SMV’er i et 3-årigt forskningsprojekt, som Center for Små og Mellemstore Virksomheder har gennemført sammen med Nykredit og PwC (Vidensforum.dk).

”Vores forskning viser, at der er et kæmpe vækstpotentiale gemt i SMV’er, og at et stærkt og løbende fokus på ledelse- og organisationsudvikling, forretningsudvikling og finansiel udvikling styrker muligheden for at lykkes med en vækstambition. Den viden vil vi bruge til at gøre de 25 ejerledere endnu bedre til at skabe vækst i en hurtigt omskiftelig verden præget af teknologi og digitalisering. Jeg er derfor utrolig glad for, at Randers Kommune har taget initiativ til projektet med afsæt i en brændende ambition om at blive endnu bedre til at understøtte SMV’er. Dermed tager de førertrøjen på i forhold til at sikre, at der skabes størst mulig værdi for private virksomheder,” siger Mette Neville, centerleder for Center for Små og Mellemstore Virksomheder ved Aarhus BSS.

Ud over den målrettede læring vil lederen få individuel sparring og coaching ude i egen virksomhed af eksperter og erfarne virksomhedsledere, således at læringen omsættes til handling.

”Vi er glade for at være med i projektet og tilbyde de deltagende virksomhedsledere kompetent sparring fra andre erfarne virksomhedsledere, der selv med succes har udviklet og drevet private virksomheder,” siger formand for non-profit organisationen, Sparringspartnerne, Niels Buchholst.

Også Erhverv Randers glæder sig over samarbejdet.

”Vi ved af erfaring, at en målrettet indsats over for de mindre virksomheder virkelig kan gøre en forskel. Derfor er det helt fantastisk, at vi får mulighed for at arbejde sammen med så stærke partnere som Center for SMV’er og Sparringspartnerne,” siger Jens Kristensen, direktør for Erhverv Randers.

Projektet har et budget på godt 2,8 mio. kr. Randers Kommune finansierer med 1,5 mio. kr. størstedelen af projektet. Herudover er projektet finansielt støttet af Nykredit, Region Midtjylland og Innovationsnetværket Brandbase.

Projektet starter med et kick-off arrangement på Randers Stadion i starten af 2018, hvor interesserede SMV’er inden for alle brancher kan møde op og høre nærmere om, hvad de kan få ud af at deltage i projektet.

Herunder ses billeder fra nytårskur hos Erhverv Randers, hvor projektet blev lanceret (klik på billede for at se stort format):

Lancering-2  Lancering-1  Lancering-5