DE 200917 til web

Stor tilslutning til møde i Dragør

Omkring 25 deltagere fyldte godt op i Pakhuset, da Sparringspartnerne, Dragør Kommune og Dragør Erhverv bød på gå-hjem-møde om, hvordan sparring kan hjælpe virksomheder med at komme sikkert i gang og med at udvikle forretningen.

Dragør Erhvervs formand, Rasmus Gundelund Nielsen, bød velkommen og glædede sig over, at erhvervsforeningen har været med til at bringe Dragør Kommune og Sparringspartnerne sammen, sådan at alle virksomhedsledere i Dragør har mulighed for at modtage 20 timers gratis sparring fra en erfaren erhvervsleder, når de fx skal etablere ny virksomhed, etablere sig på et nyt marked eller lancere et nyt produkt.

Også Dragør Kommunes erhvervs- og turismechef, Claus Rex, bød velkommen og begrundede kommunens samarbejde med Sparringspartnerne med, at det har stor værdi for iværksættere og vækstvirksomheder, at de kan få en mere erfaren og ligesindet sparringspartner:

”Fra kommunalt hold kan vi hjælpe ting i gang og sørge for, at der er nem adgang til at etablere sig, men jeg tror på, at erhvervsfolk kan lære meget mere af andre erhvervsfolk end af embedsmænd,” sagde han bl.a.

Sparringspartnernes formand, Niels Buchholst, indledte mødet med at fortælle om foreningen Sparringspartnerne, som er en non-profit forening, der arbejder for at skabe vækst og arbejdspladser i danske virksomheder. Det sker ved tilknytning af en erfaren erhvervsleder som sparringspartner til iværksættere og virksomheder, der har et synligt vækstpotentiale.

En af foreningens omkring 35 sparringspartnere, Lars Als Nerving, som kommer fra Dragør, fortalte om, hvorfor han var blevet sparringspartner.

”At være sparringspartner medvirker til, at jeg selv får styrket mit netværk og får nogle andre input end mit daglige virke i min egen virksomhed,” sagde han bl.a.:

”Desuden er det en fin ting, hvis jeg kan hjælpe andre, ved at være en god samtalepartner og stille nogle undrende spørgsmål.”

Fra Easy Strap fortalte Bryan Göddert, hvordan han var kommet i gang med den specielle Dragør-baserede virksomhed, og hvordan han havde fundet frem til en sparringspartner, som kunne hjælpe ham med at forhandle en licensaftale på plads med amerikanske STANLEY:

”Da vores lille virksomhed var blevet inviteret til møde hos store verdensomspændende Stanley, så googlede jeg sparringspartner og Stanley – og der kom Sparringspartnerne frem. Min sparringspartner havde været nordisk chef for Stanley, så hans erfaringer var meget nyttige for os,” sagde Bryan Göddert bl.a.

Som afslutning på det officielle program fortalte Claus Rex om det projekt med Ny Skurby på Dragør Havn, som Lars Winding og Simply Boheme står bag. Det er projektets mål at skabe mere turistvenlig aktivitet på havnen om sommeren og et fleksibelt iværksættermiljø om vinteren ved at opstille et antal nye skurvogne, som lejes ud på korte kontrakter.

I pausen og efterfølgende var der tid til, at deltagerne kunne tale med hinanden og skabe nye kontakter og forretningsmuligheder.