Åbning af Iværksættercafé på Campus Køge var en stor succes

Over 100 spændte studerende fra Køge Gymnasium, Handelsgymnasiet og ZEALAND mødte den 17. september op til åbningen af den nye Iværksættercafé på Campus Køge. Caféen er et nyt initiativ, som Sparringspartnerne i samarbejde med Campus Køge, Connect Køge og Køge Bibliotekerne står bag. Dagen bød på et vellykket arrangement med inspirerende oplæg og et stort fremmøde blandt de studerende.

På Iværksættercaféen på Campus Køge kan de studerende anden tirsdag i hver måned få hjælp til opstart af deres projekter af vores kompetente sparringspartnere.

”Netværk og sparring kan være vejen frem til succes som iværksætter. Men det er de færreste unge, der har den viden, når de står med drømmen om at springe ud som selvstændige. I Sparringspartnerne brænder vi for erhvervslivet, vækst og udvikling. Ofte, har iværksættere en svær tid i opstarten, så vi vil gerne bidrage med et tilbud, hvor de kvit og frit kan komme og få sparring,” sagde Sparringspartnernes formand, Niels Buchholst, til åbningen af Iværksættercaféen på Campus Køge.

Inspirerende oplæg til åbningen af Iværksættercaféen

Vores unge sparringspartner, Tobias Thomas, som er tidligere HHX’er på Køge Handelsskole og nu selvstændig med sin egen virksomhed TT-film var dagens vært og bød alle velkomne. Han fortalte om sin virksomhed og baggrund på Campus Køge – herefter med præsentation af cafeens første tema ”Fra CPR til CVR”, som gav de studerende brugbare redskaber til, hvordan de kan bruge deres netværk strategisk.

Køges borgmester Marie Stærke fortalte herefter i sin åbningstale om sine erfaringer med at drive egen virksomhed gennem Bureauet Stærke. Hun kom blandt andet ind på de udfordringer, iværksættere kan stå over for, og de overvejelser iværksættere bør gøre sig i forhold til kunder, salgskanaler og formål.

”Vi har brug for dygtige iværksættere både i kommunen og samfundet som helhed, og jeg ønsker de kommende iværksættere og Iværksættercaféen alt muligt held og lykke,” sagde Marie Stærke, inden hun erklærede Iværksættercaféen for åben.

Underviser Anisa Buskov introducerede dernæst til ”innovation” i en undervisningskontekst og trak erfaringer for sit arbejde med innovations-faget, som det praktiseres på Køge Handelsgymnasium på innovationsstudieretningen.

En god ide og en stor portion vilje kan bane vejen som iværksætter – og der viste Kasper Bondegaard Pedersen, som med sit eksempel som iværksætter agerede dagens – og dermed Iværksættercafeens første case. Han har sammen med partnere startet virksomheden Make Influence, hvor han blandt andet trækker på de erfaringer, han fik gennem Trendday, som han grundlagde sammen med en tidligere skolekammerat fra Køge Handelsgymnasium, hvor han også er student fra. Make influence er en kommissionsbaseret influencer platform, hvor virksomheder kun betaler for hvert salg – og Kasper Bondegaard Pedersen kunne berette om platformens succes, hvor ca. 800 influencere i dag er tilknyttet. I sit oplæg gav han gode råd til at starte egen virksomhed, og budskabet til de studerende lød, at det er afgørende at få fastlagt en god forretningsplan fra start.

Efter oplæggene havde de studerende mulighed for at netværke, og flere tog imod individuel sparring fra Sparringspartnerne til deres projekter.

Et nyt koncept til unge iværksættere

På nuværende tidspunkt findes der mange fastetablerede tilbud til voksne iværksættere, men ifølge sparringspartner, Steen Holm, er Iværksættercaféen på Campus Køge et helt nyt tilbud, der ikke er set før til unge iværksættere:

”Når man starter som iværksætter, har man et kæmpe ansvar, og man skal forberede sig på at klare alt selv. Sparringspartnerne vil i Iværksættercaféen hjælpe de unge med at få styr på, hvordan de klarer det hele selv, og hvor de henter hjælp. En mentor kan være en stor hjælp til at få sat skibet i søen, så det sejler rigtigt,” fortalte han.

Sparringspartnerne har lavet en fast aftale med alle underviserne på Campus Køge, så Iværksættercaféen er inkorporeret i undervisningen. Temaerne for iværksættercaféen er valgt i samarbejde med Campus Køges undervisere, så det går hånd i hånd med elevernes undervisning. Det betyder, at undervisningens teori spiller sammen med caféens indhold og praktiske eksempler, og til hver café inviteres iværksættere og firmaejere med til at dele erfaringerne med elever for at klæde dem bedre på til deres projekter.

”Vi vil gerne se alle, der har lyst og drømme om at blive selvstændige – om det er med en virksomhed, der arbejder med appudvikling, handel, vvs eller en cafe – det er underordnet. Her handler det om disciplinen ’at blive selvstændig’. Det er det, som vi har fokus på i fællesskab. Mine forventninger til de næste iværksættercaféer er meget store”, lød det yderligere fra Niels Buchholst.

Iværksættercaféens næste tema: Ide & Pitch

Iværksættercaféen åbner næste gang tirsdag den 12. november med temaet ”Idé & Pitch.” Her vil sparringspartner og næstformand Jørgen Johansen give gode redskaber til, hvordan nyopstartede forretningsindehavere præsenterer sig selv og deres idéer kort og præcist. Efterfølgende bliver de studerende præsenteret for et case-eksempel fra den virkelige verden.

Sparringspartnernes formand Niels Buchholst, kreativ direktør Tobias Thomas samt direktør Steen Holm, bliver de ansvarlige mentorer for Iværksættercaféen, og vil under alle caféerne tilbyde gratis sparring til de studerende.

Praktisk information om iværksættercaféen

Iværksættercaféen foregår alle syv gange fra kl. 14-16 på Køge Handelsskolens café på adresse: Campusbuen 27A, 4600 Køge

Iværksættercaféen er gratis og kræver ingen tilmelding.

Ønsker du løbende at blive orienteret om foredragsholdere, case-virksomheder og datoer, kan du tilmelde dig den lukkede Facebookgruppe “Fra CPR til CVR – Iværksættercafe”.

Se det fulde program for alle iværksættercaféerne her.

Billeder fra åbningen af iværksættercaféen: