Vellykket årsmøde satte fokus på digital omstilling

Den 28. marts holdte Sparringspartnerne årsmøde hos Lund Elmer Sandager i København. Cirka 55 iværksættere og SMV’er deltog og fik viden om fremtidens teknologi og digitalisering.

Sparringspartnernes formand, Niels Buchholst, åbnede årsmødet med en invitation til de regionale erhvervsservices om at samarbejde og udnytte de praktiske erfaringer, som Sparringspartnerne besidder.

”Vores netværk er repræsenteret af mange forskellige kompetencer og består af 30 personer øst for Storebælt og 18 personer i Jylland. Sidste år havde vi 80 virksomheder i sparring og har skabt vækst for flere små og mellemstore virksomheder. Stor tak til alle sparringspartnerne for en solid indsats i 2018,” fortalte Niels Buchholst i sin åbningstale til årsmødet.

Niels Buchholst fremhævede også foreningens interesse for at udvikle aktuelle møder for små og mellemstore virksomheder (SMV’er), der relaterer sig til samfundets udvikling.

Professor Mette Neville fra Aarhus Universitet og erhvervsdirektør i Randers Kommune, Jens Enevold, modtog anerkendelse for et godt samarbejde i udviklingen af programmet Vækstledelse for fremtiden.

Niels Buchholst takkede også Sparringspartnernes team: Bente Nielsen, der faciliterer årsmødet, Alvin Ljosaa, som medvirker til at få tingene til at hænge sammen og Emilie Greve Falbe-Hansen, som varetager Sparringspartnernes kommunikation. Foreningens nye samarbejdspartnere Amager Erhverv, Erhvervshus Sjælland, Erhvervshus Hovedstaden og Sparringspartnernes svenske samarbejdspartner og store forbillede Nyföretagar Centrum fik også en stor tak.

Læs hele åbningstalen her.

Vi skal ikke bare digitalisere for at digitalisere

Årsmødets første oplæg satte fokus på virksomheders digitale omstilling. Kunstig intelligens, virtual reality, internet of things og big data er blot nogle af de mange nye digitale tendenser, som SMV’er i dag kan få gavn af. Ifølge digital forretningsudvikler Laura Vilsbæk er det dog afgørende for SMV’er at gennemtænke deres forretningsstrategi og de digitale indsatser, de vælger at indføre:

”Vi skal ikke bare digitalisere for at digitalisere. Det er vigtigt for virksomheder at tage stilling til, hvordan de får tilpasset digitale indsatser til deres værdisæt, og hvordan digitaliseringen kan gavne forretningen. De strategiske indsatser er afgørende for den teknologi, vi i sidste ende vælger at bruge. Virksomheder må derfor tage stilling til, hvad der er vigtigt at inddrage i forretningsstrategien, og hvad der kan hjælpe dem digitalt til at nå i mål,” fortalte hun til årsmødet.

Laura Vilsbæk har en strategisk tilgang og hjælper virksomheder med at udvikle deres digitale forretningsstrategi. Til årsmødet påpegede hun også vigtigheden af at styrke sit salgsarbejde og gøre det relevant for kunderne:

”Det er vigtigt at have fokus på kunderne og deres behov. Virksomheder skal gøre sig overvejelser over, hvad kunderne gør, og hvad de forventer at få dem til at gøre. Kunsten er at få driften til at køre, samtidig med at man udvikler på forretningen.”

Digitalisering gør bryghus internationalt

Bryghuset Braunstein i Køge har med hjælp fra vores unge sparringspartner og kreativ direktør hos TT-Film, Tobias Thomas, formået at udvikle sig fra at være et analogt og lokalt til et digitalt og internationalt bryghus.

Tobias Thomas hjælper virksomheder med at blive markedsført på sociale medier. Ved årsmødet delte han ud af sine digitale erfaringer fra sparringsforløbet med Braunstein. Han fortalte, hvordan han gennem effektiv markedsføring på sociale medier har fået virksomhedens omsætning til at stige markant.

Bryggeriet Braunstein er beliggende ved Køge Havn og drives af brødrene Michael og Claus Braunstein Poulsen. For bare få år siden kom størstedelen af deres omsætning fra analoge salgskanaler til Irma og andre danske supermarkedskæder. Men gennem et intensivt sparringsforløb har bryggeriet nu formået at udvide deres omsætning betydeligt ved at digitalisere forretningen med egen webshop, billetsystem, oplevelsespakker, Amazon og sociale medier.

Tobias Thomas har haft et særligt fokus på at udvikle bryggeriets omsætning gennem benhård markedsføring på sociale medier:

”For at opnå effektivt salg på sociale medier er det vigtigt at arbejde med god storytelling, som skaber værdi for målgruppen. Derfor er det vigtigt at sætte sig ind i kundens behov og samtidig undersøge, hvorfor de vælger at bruge penge på produkterne,” fortalte Tobias Thomas ved årsmødet.

Ifølge Tobias Thomas bør alle virksomheder, som ønsker succes med markedsføring på sociale medier, løbende analysere deres resultater eller data:

”Der ligger et stort indtjeningspotentiale i digitaliseringen. Det kræver dog, at vi hele tiden tester og måler på vores resultater, så vi kan blive klogere på nye tendenser, målgruppen og forretningen.”

Tobias Thomas vandt Køges iværksætterpris 2017 for sit arbejde med Braunstein i Køges erhvervsby. Året efter vandt Braunstein Køges eksportpris i 2018.

Fremtidens internet til deling af informationer

Deltagerne blev også præsenteret for oplæg om fremtidens teknologi, der binder enheder og mennesker sammen.

”Web har udviklet sig markant de seneste fem år. I korte træk handler internet of things om, at alt i verden bliver forbundet til internettet. Der findes i dag mange enheder til at kommunikere gennem, såsom 5G-netværket og Geteways. Med internet of things bliver det lettere at spare ressourcer og optimere processer,” fortalte senior web platform architect hos Intel Copenhagen, Kenneth Rohde Christiansen, som ved årsmødet holdte oplæg om IOT (internet of things).

Internet of things skaber ifølge Kenneth Rohde Christiansen stor værdi og helt nye muligheder for SMV’er. Det hjælper dem til at opbevare og optimere data og skaber forbindelse mellem ting, mennesker og internettet til gavn for forretningen.

Blockchain kan optimere forretningen

Konsulent og ekstern lektor på CBC, Sabrina Abdullah, fortalte om fordelene ved blockchain-teknologien i forhold til luftfartsindustrien. Med blockchain-teknologien undersøger Sabrina Abdullah, hvordan samarbejdet om deling af data i lufthavne kan optimeres, så de rejsende oplever bedre kundeservice og får mere tid i lufthavnen.

Blockchain er krypteret, så det kun er medlemmer i den gruppe, der har udvekslet information med hinanden, som kan se informationerne. Ifølge Sabrina Abdullah er blockchain-teknologien gavnlig, når der som i lufthavne er flere virksomheder involveret i et samarbejde:

”Blockchain kan være effektivt til at løse nogle af lufthavnenes udfordringer, da der er mange data at holde styr på for de rejsende. I dag skal passagerer checke fysisk ind i lufthavnen, før luftfartselskabet ved, at de er ankommet. Det betyder, at SAS for eksempel kan vente på en passager, som aldrig dukker op, hvilket forsinker flyafgangen. Gennem deling af data med blockchain kan der skabes et mere effektivt samarbejde mellem lufthavnen og luftfartselskabet, og de rejsende sparer tid og oplever bedre service i lufthavnen,” fortalte Sabrina Abdullah i sit oplæg.

Blockchain er fordelagtigt for SMV’er, der arbejder med forretningsudvikling, da det går hurtigere og skaber bedre sikkerhed. Læs mere om Sabrina Abdullah’s arbejde med blockchain og fordelene for SMV’er her.

Positiv feedback fra deltagerne ved årsmødet

Dagens sidste oplæg satte fokus på en stor udfordring i vores moderne samfund: Stress. Statistikken viser, at 430.000 danskere dagligt oplever alvorlige symptomer på stress.

Sognepræst Michael Brautsch fortalte i sit oplæg om stress og inspirerede til, hvordan SMV’er og iværksættere finder den rette balance i arbejdslivet.

Som afslutning på årsmødet fik deltagerne også tid til at netværke med hinanden. Der var positiv stemning blandt deltagerne, som roste årsmødet for at indeholde professionelle, aktuelle oplæg med gode spørgsmål og dialoger i løbet af dagen.

”Det har været en indholdsrig dag med mange spændende og aktuelle oplæg, som jeg klart kan anbefale til mit netværk. Særligt oplæggene om digital omstilling inspirerede mig i forhold til markedsføring, og slutoplægget om stress gav stof til eftertanke,” fortalte erhvervs- og privatrådgiver for Nykredit, Özlem Kilic.

Blandt årsmødets deltagere var også flere unge iværksættere – heriblandt Magne Foseca og Henrik Nordby, som er påbegyndt et sparringsforløb med deres startup virksomhed DaByke ApS:

”Det har været en inspirerende dag for os, og vi har truffet en masse nye mennesker og udvidet vores netværk. Vi har fået ny viden gennem aktuelle oplæg, hvor særligt casen om markedsføring på sociale medier havde relevans for os. Det har givet os ny inspiration til vores eget produkt og målgruppe.”

Sparringspartner og headhunter hos Pay-Back, Morten Wittrup Præstbrogaard, var også begejstret over årsmødets tema og kombinationen mellem forskellige oplæg i løbet af dagen:

”Årsmødet har haft et meget interessant tema. Der var en god kombination af tunge emner, cases og et spirituelt emne til sidst. Dagen har givet indsigt i den digitale verden med mange nye digitale buzzwords. Jeg glæder mig allerede til næste årsmøde, hvor jeg uden tvivl skal deltage igen.”

Sparringspartnerne forventer at gentage succesen med et årsmøde i 2020.