Blockchain skal skabe bedre forretning for SMV’er

Blockchain er en af de mest banebrydende teknologier, der i fremtiden vil ændre på vores brug af internettet.   

Det mener konsulent og ekstern lektor på CBS, Sabrina Abdullah, som holder oplæg om blockchain på Sparringspartnernes årsmøde. Hun fremhæver også at SMV’er, der arbejder med forretningsudvikling, i fremtiden kan få stor gavn af blockchain-teknologien.

De fleste har hørt om blockchain i forbindelse med cryptovaluta, men faktisk kan blockchain-teknologien bruges til meget andet:

”Det smarte ved blockchain-teknologien er, at det er krypteret. Det betyder, at det kun er medlemmer i den pågældende gruppe, der deler informationer med hinanden, som kan se dem. Blockchain-teknologien sikrer, at det bliver svært at forfalske og kopiere dokumenter, da det vil kræve, at man får adgang til alle gruppens dokumenter,” fortæller Sabrina Abdullah.

Fordele for SMV’er

Ifølge Sabrina Abdullah er blockchain fordelagtigt for SMV’er af flere grunde. Deling af informationer, udveksling af varer og service, og i fremtiden også betalinger, går hurtigere, giver større sikkerhed og skaber nye forretningsmæssige muligheder.

”Blockchain er langt mere proaktivt og gør det lettere at planlægge fremad. Det giver også en større sikkerhed, at vores data ikke skal godkendes af et mellemled, og systemet er derfor bedre sikret mod hacking. Forretningsmæssigt er det også en fordel, da vi kan sende tilbud ud til kunder, som er møntet på det, de interesserer sig for.”

De forretningsmæssige aspekter ved blockchain ser Sabrina Abdullah som meget fordelagtigt for SMV’er. Det bliver nemmere at lave forretning og dele information med kunder:

”Det gør ondt for mindre virksomheder at miste penge i forhold til større virksomheder. Blockchain er en fordel for dem, da der findes nogle applikationer, som gør det nemmere at lave forretning og undgå at blive snydt. Blockchain sikrer nemlig, at det er svære at snyde, da man skal kunne bevise sit materiale,” fortæller hun og fortsætter:

”Markedsføringsmæssigt bliver det også muligt for SMV’er at dele dokumentation og data med deres kunder. Med blockchain håber jeg, at vi kan finde flere forretningsmodeller, der kan skabe større værdi for virksomhederne.”

Fokus på blockchain til lufthavnsindustrien

Sabrina Abdullah har særligt fokus på blockchain til luftfart, som hun har beskæftiget sig med siden 2007. Her undersøger hun, hvordan vi med blockchain i fremtiden kan optimere vores flyrejser:

”Hvis vi har checket ind hjemmefra og selv scanner vores flybillet i lufthavnen, så ved lufthavnen, at vi er til stede fysisk. Flyselskabet kan dog ikke se vores data hjemmefra og får ikke samme information om os som lufthavnen. Det smarte ved blockchain er, at det er krypteret. Gennem blockchain bliver det muligt for lufthavnen og flyselskabet at dele informationerne. Det skaber effektivitet for lufthavnen og ikke mindst en større sikkerhed for de rejsende,” fortæller hun.

Interessen for luftfart stammer helt tilbage til Sabrina Abdullah’s barndomshjem.

Min interesse for luftfart skyldes helt klart min far, som var ansat hos SAS igennem mange år. Jeg husker, at jeg var med min far på arbejde i lufthavnen som seks-årig, hvor jeg var opslugt af det og syntes, at det var meget spændende.”

Blockchain i luftfarten bliver derfor fokus i Sabrina Abdullahs oplæg på Sparringspartnernes årsmøde den 28. marts.

Blockchain til årsmødet

Sparringspartnernes formand Niels Buchholst fik kontakt til Sabrina Abdullah for et par år tilbage gennem netværk og arrangementet Venture cup:

”Sabrina Abdullah har en masse spændende ting at fortælle om blockchain-teknologien. Det bliver mere aktuelt inden for de nærmeste år, og hendes oplæg tager hul på den helt nye udvikling. Hos Sparringspartnerne vil vi gerne være et skridt foran og tage hul på nye emner, som er aktuelle for SMV’er,” fortæller Niels Buchholst.

Sabrina Abdullah ser også frem til Sparringspartnernes årsmøde, hvor hun glæder sig til at fortælle os om blockchain-teknologien:

”Jeg er meget beæret over at skulle holde oplæg om blockchain for en masse små og mellemstore virksomheder. Jeg vil gerne dele min viden med årsmødets deltagere, og vi bliver kun klogere, når vi taler med hinanden og deler viden. Jeg ser det som en spændende udviklingsmulighed,” fortæller hun.

Sparringspartnernes årsmøde foregår den 28. marts fra kl. 14-18 hos Lund Elmer Sandager i København. Læs mere om programmet for dagen og tilmeld dig arrangementet her.

 Sabrina Abdullah har en kandidatgrad fra ITU og CBS i e-business. I dag er hun lektor på CBS og vejleder i strategi, ledelse og teknologi. Derudover arbejder hun som konsulent i sin egen forretning.