Den grønne omstilling tager fart

Der er stadigt flere krav til de store og mellemstore virksomheder – i forhold til at dokumentere deres grad af bæredygtighed, og hvilke tiltag de gør for at blive endnu mere bæredygtige. Det seneste krav er f.eks. EU’s nye CSRD-direktiv.

Netop CSRD-direktivet og bæredygtighedsrapportering for SMV’erne var emnerne til Børsens Nytårskur, hvor Sparringspartnerne deltog sammen med en af vores samarbejdspartnere, revisionsselskabet Grant Thornton.

Resultatet af det nye direktiv er, at langt flere virksomheder – faktisk 50.000 flere SMV’ere – skal indsamle og rapportere såkaldte ESG-data (Environmental, Social & Corporate Governance).

De nye regler træder i kraft den 1. januar 2024 for børsnoterede selskaber med 500 ansatte, og de første indrapporteringer skal ske den 1. januar 2025 for virksomheder med 250 ansatte og en årlig nettoomsætning på 313 mio. kr.

Direktivet blev vedtaget i november 2022 og sætter en ny fælles standard i EU for, hvordan SMV’ere og større virksomheder skal udarbejde rapporter og rapportere herom til f.eks. myndighederne.

Konkret betyder det, at virksomhederne skal måle og dokumentere deres påvirkning af samfundet inden for emner såsom arbejdsvilkår, ledelsesansvar, miljø, menneskerettigheder, ressourceeffektivitet og miljøhåndtering. SMV’erne skal udarbejde en plan for, hvordan de kommer eventuelt negativ påvirkning og risici til livs – i rejsen mod en omstilling til CO2-neutralitet.

Denne dataindsamling koster penge og involverer både virksomhedens ledelse og medarbejdere. Det får direkte konsekvenser for virksomhedens værdi, som nu skal vurderes ud fra nye kriterier.

Samtidig har flere banker og pengeinstitutter ændret praksis, så det bliver dyrere at låne og skaffe finansiering, hvis man ikke har en bæredygtighedsstrategi på plads. Og bestemte brancher ønsker man på sigt ikke at låne penge til, hvis det indebærer en forhøjet risiko.

Investorerne skal nu forholde sig til, om der er bestemte virksomheder og bestemte brancher, hvor det at investere udgør en større risiko f.eks. inden for energi, byggeri og landbrug. Og her kan en troværdig strategi for at omstille sig til bæredygtig fremtid trække i positiv retning.

Sparringspartnernes holdning er derfor, at de mindste SMV’ere allerede i dag bør tænke bæredygtige løsninger ind i deres virksomhed. Leverandørerne, kunderne og samfundet vil efterspørge en stillingtagen til den grønne omstilling allerede i dag, men hvor skal man begynde?

Vi står overfor en proces, som kun lige er begyndt – og Sparringspartnerne ønsker at hjælpe de mindste SMV’ere med viden og konkret handling i denne proces.

Sparringspartnerne afholder derfor flere arrangementer på Sjælland i 2023 med bæredygtighed som tema – inklusiv en konkret virksomhedscase med en SMV’er, som har påbegyndt rejsen.

Sparringspartnernes kerneydelse er ”sparring”, og vi har derfor indgået et samarbejde med virksomheden Go Green Danmark for at kunne tilbyde ad hoc rådgivning, når det gælder den grønne omstilling for virksomheder i sparringsforløb hos Sparringspartnerne.

Det er Sparringspartnernes klare opfattelse, at selv de mindste virksomheder bør være på forkant med udviklingen og starte processen med at dokumentere sin bæredygtighed, så man er mere overlevelsesdygtig, når EU’s næste direktiver bliver en realitet inden for få år.