55 iværksættere, virksomhedsledere og sparringspartnere deltog i kick-off mødet hos Københavns Erhvervshus den 18. september. Kick-off mødet satte fokus på sparring til vækst og udvikling af virksomheder med inspiration fra erfaringerne med lignende aktiviteter i Malmø-området.

Kick-off mødet markerede begyndelsen på samarbejdet mellem Københavns Erhvervshus og Sparringspartnerne, som tilbyder 12 timers gratis sparring til SMV’er og iværksættere med synlige vækstpotentialer. Sparringen gives af erfarne erhvervsledere, som ved, hvordan man udvikler og driver virksomheder. De har selv gjort det med succes. 

Kick-off-mødet henvendte sig til iværksættere og SMV’er, der vil høre mere om muligheden og ønsker sig en erfaren sparringspartner.

Cecilia Lonning-Skovgaard åbnede mødet

For åbning af mødet stod borgmester for beskæftigelse og integration i Københavns Kommune, Cecilia Lonning-Skovgaard. ”Til alle jer iværksættere, som er med i dag, vil jeg gerne sige, at I er modige,” begyndte borgmesteren.

”I har kastet jer ud i et forretningseventyr med alt, hvad det indebærer af udfordringer, glæder og bekymringer. Jeg håber, I lykkes. Fra kommunens side vil vi gerne gøre mere for at understøtte iværksættere med mulighed for netværk og erfaringsudveksling. Fordi vi ved, det skaber grobund for succes,” sagde Cecilia Lonning-Skovgaard videre.

Sparringspartnerne supplerer erhvervshuset

Også Janus Krarup, erhvervschef i Københavns Kommune, udtrykte glæde over det store fremmøde og over det spirende samarbejde med Sparringspartnerne:

”Erhvervshuset prøver så godt vi kan at skabe rammerne for, at iværksættere og vækstvirksomheder kan komme videre med deres forretningsudvikling. Men vi kan kun hjælpe et stykke ad vejen. Derfor er det en glæde for mig, at erfarne folk fra Sparringspartnerne vil tage fat og gå ind i et dybere samarbejde med de enkelte virksomheder,” sagde han blandt andet.

Efterfølgende fortalte Stig Sørensen, Københavns Erhvervshus, om samarbejdet for erhvervsfremme mellem København og Malmö, hvor virksomheder på begge sider af Øresund kan få hjælp og rådgivning til at etablere sig ”på den anden side”.

Svenske erfaringer viser, at det betaler sig

Anne Marbrandt, som er rådgiver og chef for Nyföretagar Centrum Öresund og samarbejdspartner til sparringspartnerne orienterede, at der under hendes ledelse i 2017 var etableret 330 levedygtige nye virksomheder i regionen gennem sparring og rådgivning:

”Malmø Stad har været noget tilbageholdende med at bakke vores forening op, indtil borgmesteren fik indsigt i vores arbejde og resultater. Hver ny virksomhed bidrager nemlig med 80 tusind kroner hvert år til kommunekassen. Derfor har Malmø Stad nu øget tilskuddet til vores arbejdet betydeligt,” sagde Anne Marbrandt blandt andet.

Eksempler på, hvad en mentor betyder

Efter en velfortjent pause, hvor deltagerne kunne netværke, fortalte Jacob Kofoed fra Mohoco og Niels Mortensen og Simon Merrild-Hansen fra Bakoba, hvordan de har oplevet, at en mentor fra Sparringspartnerne har været med til at udfordre og udvikle deres forretninger.

Læs mere om Bakobas oplevelser og se deres film her.

 

Hjælp fra sparringspartner kan gavne virksomheden

Også Søren Sørensen fra Klaken Kaniner fortalte om, hvordan han sammen med sin hustru havde haft glæde af en sparringspartner da de skulle afklare, hvordan de ønsker at udvikle virksomheden – fra at handle med dyr og dyrefoder til at opbygge et center for viden om nytte- og kæledyrs dyrevelfærd.

 

IMG_1028 IMG_1030IMG_1047 IMG_1050IMG_1090IMG_1163

 

Programmet for kick-off mødet

15.00 – 15.15
Åbning af mødet v/borgmester for beskæftigelse og integration i Københavns Kommune, Cecilia Lonning-Skovgaard

15.15 –  15.20
Velkomst v/Janus Krarup, erhvervschef i Københavns Kommune

15.20 –  15.30
Orientering om Sparringspartnerne v/formand Niels Buchholst

15.30 –   15.40
Kort om samarbejdet for erhvervsfremme mellem København og Malmö v/Stig Sørensen, Københavns Erhvervshus

15.40 –  16.10
Sådan sikrer offentligt-privat samarbejde succes til nye virksomheder i Malmö/Skåne v/Anne Marbrandt, diplomerad rådgivare, Nyföretagar Centrum Öresund

16.10 –  16.30 PAUSE

16.30 –  17.15
2 virksomhedscases

Mohoco v/ Jacob Kofoed

Bakoba v/ Niels Mortensen og Simon Merrild-Hansen

Klaken Kaniner v/ Søren Sørensen

17.15 –  18.00
Let forplejning, networking og individuel dialog med Sparringspartnerne