Niels Buchholst: ramt af finanskrisen

Sparringspartnernes formand, Niels Buchholst, er en af de erfarne virksomhedsledere, som ikke bare har gennemlevet én alvorlig krise med sin virksomhed, men har erfaringer med en række af krisesituationer, der flere gange har tvunget ham til at analysere situationen, sadle om og tænke utraditionelt.

”På mit kontor har jeg et billede hængende af et erhvervsbyggeri, der er brændt helt ned til grunden. Det minder mig hver eneste dag om, hvor hurtigt alt kan forandre sig. Man kan – og skal – ikke tage noget for givet,” siger han.

Det indrammede billedet på Niels Buchholsts kontor viser virksomheden Euromic A/S i Køge, som han selv stiftede tilbage i 1989, og som seks år senere led den kranke skæbne – som må være alle virksomhedslederes værste mareridt – pludselig at stå i flammer. Inventar og bygninger for millioner gik op i røg. Når han skal tale erfaringer med krisehåndtering, vælger Niels Buchholst imidlertid at tage fat i en helt anden situation.

Euromic A/S kom godt igen efter ildebranden og havde i midten af 00’erne udviklet sig til en veldrevet virksomhed, der primært producerer artikler til skolestart – fx skoletasker – i samarbejde med store internationalt kendte brands som Disney, Warner Bros. og Rovio (Angry Birds).

”Forretningen gik fornuftigt. Men vores bankforbindelse var Roskilde Bank, og som udløber af den amerikanske investeringsbank Lehmann Brothers’ konkurs, der førte til finanskrisen i 2008, blev også Roskilde Bank erklæret konkurs senere samme år. Banken blev videreført af statens afviklingsselskab Finansiel Stabilitet, som tog meget hårdt fat, og de nedbragte bl.a. den kassekredit, vi opererede med, markant,” fortæller Niels Buchholst.

Det betød, at Euromic A/S var tvunget til at finde en ny bankforbindelse – men det var ikke den nemmeste øvelse i et marked, der var præget af frygt og mistro.

”Sideløbende var det helt afgørende for os at få skabt nogle bedre betalingsbetingelser hos vores leverandører for at kunne have varer klar til levering det kommende forår i 2009. To tredjedele af virksomhedens omsætning er bundet op på foråret og skolestart.”

Plej relationerne til leverandører og kunder

Niels Buchholst besluttede derfor som noget af det første at rejse ud til Kina, hvor de vigtigste af Euromics leverandører holder til, for at pleje relationerne og for at arbejde på at få nogle gode betalingsbetingelser.

Og det er en af Niels Buchholsts væsentlige anbefalinger baseret på egne erfaringer.

”Det er efter min mening helt afgørende, at du sikrer og plejer gode relationer til dine leverandører og kunder. Vi havde fx det princip, at vi ikke tog nogle leverandør ind, uden der først blev holdt et indledende møde, hvor vi kunne se hinanden i øjnene og lære hinanden at kende,” siger han.

Niels Buchholst havde derfor allerede i forvejen et godt forhold til de kinesiske leverandører. Men han er ikke i tvivl om, at det gjorde indtryk, at han fysisk mødte op på deres hjemmebane for at tale om den nye situation.

”Vi fik den henstand, vi havde behov for. Samtidig lykkedes det os at finde et pengeinstitut, der troede på os og ville åbne en kredit. Den fornødne sikkerhed blev skabt og firmaet kunne udvikle sig,” siger Niels Buchholst og tilføjer en anden erfaring, han har båret med sig:

”Du skal ’face the music’, som amerikanerne siger. Med andre ord: Du må ikke gå i flyverskjul. Du må ikke være smart. Du skal være ærlig om dine forhold. Du må ikke pakke noget ind. Du skal lægge kortene på bordet. Al erfaring viser, at det skaber respekt omkring dig og din virksomhed, og det vil hjælpe dig igennem mange udfordringer.”