Sparringsforløb hjælper Baby Dreamer med at styre produktionen

Som nyopstartet enkeltmandvirksomhed kan det være en udfordring at have styr på alle basiselementerne i sin virksomhed.

Det ved Matilde Ø. Hansen, indehaver af Baby Dreamer, der sælger pusletasker som skal gøre det lettere for forældre at komme ud ad døren og opleve verden, selvom der er kommet en lille baby til verden.

Gennem et sparringsforløb hos Sparringspartnerne har Matilde Ø. Hansen fået sparring til online markedsføring, budgetter, kontakt til banker og ikke mindst hjælp til at styre produktionen i Kina.

Baby Dreamer blev grundlagt i 2017 i København af designeren bag brandet, Matilde Ø. Hansen. Ideen og konceptet opstod, da Matilde opdagede et hul i markedet for pusletasker.

“Jeg så mine veninder slæbe sig ned af trapperne med baby i den ene arm, pusletaske i den anden og en ekstra rygsæk på ryggen. Mange af pusletaskerne, der var på markedet, var også ekstremt usmarte og meget feminine. Det synes jeg var ærgerligt, nu hvor mændene er kommet så meget på banen med eksempelvis mere barsel,” fortæller Matilde Ø. Hansen om virksomheden.

Sparring til produktion i Kina

Vejen til en sund forretning sker sjældent uden udfordringer. Som nyopstartet virksomhed er der mange ting, man skal tage stilling til. Rejsen fra at få en god idé til at have en aktiv virksomhed med stigende efterspørgsel, har for Matilde Ø. Hansen heller ikke været uden udfordringer.

”Vi har haft udfordringer med produktionen, herunder kvaliteten. Derudover har udfordringen også været, at alle led i forsyningskæden skulle være så bæredygtige som muligt,” fortæller Matilde Ø. Hansen.

Med et indsigtsrigt sparringsforløb hos Sparringspartnerne har Matilde Ø. Hansen fået hjælp til at styre produktionen i Kina.

”Sparringsforløbet har for mig betydet, at jeg har fået tryghed omkring produktionen i Kina. Jeg har fået nogle til at varetage kommunikationen, hvilket har været en stor byrde for mig. Det har været rart, at få den post uddelegeret til nogle andre,” fortæller Matilde om forløbet.

Det helt rigtige match til sparringspartneren

Hos Sparringspartnerne bliver virksomhederne screenet og matchet med en sparringspartner, der har stor viden og erfaring med lige netop det, virksomhederne har brug for sparring til. Matilde Ø. Hansen fremhæver særligt det personlige match med sin sparringspartner som afgørende for et vellykket samarbejde.

”Det har været helt fantastisk at få Niels Buchholst som sparringspartner, da han jo decideret har haft en virksomhed, der producerede og solgte tasker. Så han havde ligesom en klar idé om, hvad det handlede om”.

Matilde Ø. Hansen fortsætter om samarbejdet:

”Forløbet har været en fordel for mig i og med, at jeg hele tiden har haft en, som jeg kunne skrive til for at få gode råd. Derudover har det også været en fordel, at få en udefra som har kunne se forretningen i det store billede”.

Sparringsforløb fortsætter for at sikre vækst i fremtiden

Matilde Ø. Hansen har været i sparringsforløb hos Sparringspartnerne i cirka et år, og kommunikationen med Niels Buchholst er fortsat opretholdt.

”Det tager tid og kræver hårdt arbejde at få sin virksomhed til at vokse. Derfor er det vigtigt for mig at fortsætte samarbejdet, så vi kan sigte mod endnu mere vækst og nærme os en endnu mere bæredygtig løsning for produktionen”.

I løbet af de kommende fem år er det Matilde Ø. Hansens drøm at have femdoblet væksten.

Baby Dreamer er en virksomhed, som producerer pusletasker i høj kvalitet. Tanken bag konceptet er, at der skulle skabes en pusletaske, der ikke skreg “bleer!”. Den skulle være multifunktionel og minimalistisk på en og samme tid. I bund og grund gjaldt det om at lave et produkt, der skulle gøre det lettere for forældre at komme ud ad døren og opleve verden, selvom der er kommet en lille baby til verden. Alt bliver bare lidt mere besværligt, så hvorfor ikke lave et produkt, der får det hele til at glide lettere.