Sparringspartner hjælper Niels ind på nyt marked

Antikvitetshandler Niels Tryde gik med overvejelser om at eksportere til et nyt marked, men han manglede input til at komme videre. Derfor fik han den erfarne erhvervsmand Niels Buchholst som sparringspartner. Med 30 års eksporterfaring havde han den indsigt, der kunne hjælpe Niels Tryde ind på markedet.

”Et vakuum af en masse idéer, der manglede inputs for at komme videre”. Sådan beskriver Niels Tryde den situation han var i, da han i marts var til møde i Stevns Erhvervsråd og stiftede bekendtskab med non-profit foreningen ”Sparringspartnerne”.

Sparringspartnerne arbejder for at skabe vækst og arbejdspladser i danske virksomheder. Det sker ved tilknytning af en erfaren erhvervsleder som sparringspartner til en virksomhed.

Et succesfuldt match

Niels Tryde, der til dagligt handler med antikviteter og design i ind og udland, blev interesseret i at prøve konceptet, og han henvendte sig derfor for at få tilknyttet en sparringspartner til sin virksomhed Veirhanen. Ud fra en grundig screening af Niels Trydes situation, fik han tilknyttet den erfarne erhvervsmand Niels Buchholst som sparringspartner, og det har vist sig at være et succesfuldt match.

– Vi har været i et forløb i ca. et halvt års tid nu, hvor jeg går ind og vurderer og evaluerer, hvor jeg kan bruge mine kompetencer og erfaringer i forhold til Niels Trydes idéer og udfordringer, forklarer Niels Buchholst.

Et af de områder, hvor Niels Tryde især har været glad for Niels Buchholst’ input, er på eksportområdet, fordi han havde et ønske om at udvide eksporten af antikviteter til et nyt marked. Niels Buchholst har 30 års erfaring i samhandel med netop dette marked som direktør for merchandisevirksomheden Euromic.

– Niels er fabelagtig dygtig, og han har nogle rigtig gode forbindelser, jeg har kunnet gøre brug af til at komme ind på markedet. Han har masser af erfaring på et område, hvor jeg stod og manglede indsigt. Samtidig er han meget lydhør overfor input og hurtig til at få sat ting i gang, når man har en idé eller et behov, fortæller Niels Tryde.

Gensidig tillid

Ved et sparringsforløb er de første 20 timer med en tilknyttet sparringspartner gratis. Sparringspartneren får derfor ikke noget økonomisk ud af forløbet, medmindre forløbet forsætter derudover, men det er heller ikke selve gevinsten ved at være sparringspartner forklarer Niels Buchholst.

– Jeg valgte at blive sparringspartner for Niels Tryde, fordi der lå en spændende udfordring i den opgave, og det har udviklet sig til et tæt samarbejde, som jeg sætter stor pris på, og jeg kan se muligheder i. Det giver mig en stor glæde og tilfredsstillelse, forklarer Niels Buchholst.

Niels Buchholst tilføjer at samarbejdet mellem ham og Niels Tryde er præget af, at de har en gensidig tillid, som han ser som en vigtig forudsætning for ethvert vellykket sparringsforløb.

Mød Sparringspartnerne på Iværk & Vækst

Alle iværksættere og virksomheder kan få tilknyttet en sparringspartner, hvis de er interesseret i at arbejde seriøst med at udvikle og styrke deres virksomhed. Lige nu tilbyder 28 erfarne erhvervsfolk at stille deres forskellige kompetencer til rådighed som sparringspartnere for virksomheder.

Hvis du er interesseret i at få en sparringspartner til din virksomhed, kan du møde Sparringspartnerne på messen Iværk & Vækst d. 12. og 13. september i Øksnehallen.

Niels Tryde er ikke i tvivl om, at andre virksomheder kan få gavn af at have en sparringspartner:

– Det har været en stor hjælp at have en sparringspartner, og jeg kan varmt anbefale det, slutter han.